Morgenen var kølig. Solen havde endnu ikke fået magt, og duggen lå som et tyndt slør over græsset udenfor.

“Godmorgen,” sagde Chris og skuttede sig. “Det er kun 17°.”

“Du kan tage tæppet, der ligger på stolen, og lægge det over skuldrene,” svarede Wendy.

“Godmorgen,” sagde Skip, som hang på den ene stol. “Ja, vi er naturligt stive – og ikke på grund af kulden.”

“Flot morgen,” sagde Grip. “Det går fremad med projektet, ser jeg,” tilføjede Skip og kiggede ud af vinduet.

“Ja,” svarede Chris, “men det tager alligevel lidt længere tid, end jeg troede.”

“Ja, ting tager tid,” sagde Grip.

Chris smilede skævt, men blikket var fjernt.

“Du smiler så underfundigt,” bemærkede Wendy.

Chris tøvede. “Ja… måske fordi jeg har hørt, at det gik godt i går for de unge mennesker på messen.”

Han prøvede at holde fast i den tanke, den glæde, men noget tungere lå og pressede sig på.

“Jeg gruer for den dag, jeg skal lande på et plejehjem,” sagde han pludselig. “Ærligt talt håber jeg, at jeg er død inden.”

“Det lyder så voldsomt, når du siger det,” sagde Wendy blødt.

“Måske. Men jeg mener det.” Chris trak tæppet tættere om sig. “Når jeg ser, hvordan det er… mangel på personale, udsigten til kun at få bad en gang om ugen, at vente på hjælp, at sidde og stirre ud i luften eller ligge i sin seng og glo… Spærret inde på et værelse, hvor det eneste, man har, er papkasser med bleer, hjælpemidler, pilleæsker og alt det andet. Fuldstændig blottet for æstetik. Upersonligt, men praktisk – så personalet kan løbe ind og fikse tingene lynhurtigt, stakåndede og stressede.”

Grip nikkede. “Og så sidder du der foran fjernsynet, hvor det ene program er mere fordummende end det andet.”

“Med udsigt til den mad…” mumlede Skip.

Chris fnøs. “Præcis. Maden! Noget af det sidste, vi gamle virkelig sætter pris på, er god mad. Det burde være en af de glæder, vi kunne nyde til det sidste. Men nej, den bliver reduceret til en lunken skefuld pap fra en plasticbakke. Man mister appetitten bare ved at se på det. Og så forstår de ikke, hvorfor gamle mennesker ikke vil spise!”

“Og det værste er,” tilføjede Wendy, “at de ældre spiser mindre – så det ville ikke engang være dyrere at lave noget ordentligt. Noget, der smager af noget. Noget, der dufter. Men det kræver jo, at nogen gider at gøre en indsats.”

Chris sukkede. “Nej tak. Jeg synes allerede, at det, jeg hører, er uværdigt nok i forvejen. Der er ikke plads til os – de gamle, de syge, de handicappede. Vi er bare en byrde, noget, der skal håndteres hurtigst muligt. Jeg nægter at ende sådan.”

“Vi er blevet et fattigt samfund, når det gælder omsorg,” sagde Grip. “Alt handler om effektivitet. Men hvad er det egentlig, vi prioriterer i livet?”

“Ikke de gamle, det er sikkert,” sagde Skip. “Politikerne aner ikke, hvad det vil sige at blive gammel. De aner ikke, hvad livskvalitet betyder, når man ikke længere kan løbe stærkt og klare sig selv. De ser os kun som tal i et regneark.”

Chris lænede sig tilbage. “De burde skamme sig. De fleste af os har knoklet røven ud af bukserne for at bygge det her samfund op – og hvad er takken? Papmad, ventelister og et bad en gang om ugen?”

Wendy rystede på hovedet. “Hvornår er det egentlig, vi skal nyde livet og få alt det, vi blev lovet? ‘Når vi får tid’. ‘Når vi går på pension’. Så står vi der. Klar til at nyde – men der er ikke noget tilbage at nyde.”

Chris stirrede ud mod solen, der nu stod højere på himlen. “Min opfordring er klar: Lev livet, mens du har det. Respektér andre, og tag ansvar. Hvis du tror, at alderdommen er livets laurbær, bliver du slemt skuffet.”

Skip lo tørt. “Og til jer politikere, der altid står ved håndvasken – tag jer sammen! I er valgt for at hjælpe de svage og støtte det gode, ikke for at misbruge magten og favorisere jeres egne.”

De sad et øjeblik i stilhed. Sollyset lagde striber af guld på bordet foran dem, men ingen af dem lagde rigtigt mærke til det.