Morgenbordet hos Chris, Wendy, Skip og Grip.
Chris skubber morgenkaffen lidt væk og stirrer ud i luften. Wendy, der altid fornemmer, når noget ulmer, skæver over til ham.
Wendy: Noget galt, Chris? Du ser ud, som om nogen lige har stjålet din morgenmad.
Chris: Nej nej, jeg har bare fået brev fra myndighederne. De mener åbenbart, at jeg er en slags international forbryder, der forsøger at bedrage staten.
Skip: Nå, hvad har du nu gjort? Lagt en ske forkert i opvaskemaskinen?
Chris: Jeg har rejst. Eller rettere sagt: Jeg har måske tænkt på at rejse. Eller nej, faktisk har jeg bare spurgt dem om reglerne. Og det var åbenbart nok til, at jeg nu bliver behandlet som en mistænkelig person, der muligvis er stukket af fra Danmark for altid.
Grip: Og hvad gør de så? Sender Interpol efter dig?
Chris: Næsten. De kræver, at jeg inden en bestemt dato sender dem kopier af mine pas, ellers mister jeg min pension.
Skip: Så hvis du ikke adlyder, vil de fratage dig de penge, du har optjent gennem et helt arbejdsliv?
Chris: Jep. Grundbeløbet kan de ikke røre, men det er knap nok nok til at få en ordentlig begravelse. Ja, man kan ikke engang få en kiste, så jeg skal bare sørge for at holde mig i live.
Wendy: Fantastisk logik. Og hvad er deres begrundelse?
Chris: Hvis jeg er ude af Danmark mere end 183 dage om året, så betragtes jeg som at have immigreret og forladt landet. Altså, ikke bare på ferie, men for evigt. Så de vil tjekke seks år tilbage i mine pas, og jeg har kun været pensionist i to år.
Grip: Men… du bor stadig i Norge?
Chris: Ja, men det er under en særregel. Det gælder især, hvis man er folkepensionist. Alle andre kan rejse så meget de vil, men os gamle – vi skal åbenbart stå til regnskab for hver eneste dag, vi ikke tilbringer i moderlandet.
Skip: Det lyder som en dårlig spionfilm: Den Flygtede Pensionist – Jaget af Skattemyndighederne.
Grip: Det værste er, at det jo faktisk er billigere for dem, hvis vi ikke er i landet. Ingen sundhedsudgifter, ingen sociale ydelser, ingen brug af deres veje eller andet. De burde sende dig en takke-email og et diplom for at være en økonomisk gevinst.
Chris: Præcis! Men nej, i stedet skal jeg stå skoleret og forklare, hvorfor jeg vover at trække vejret uden for landets grænser.
Wendy: Så hvad vil du gøre ?
Chris: Jeg tænker at konfrontere dem. Så Hr. Kjær fra udbetaling Danmark, der sikkert er en Djøffer med en særlig passion for Excel-ark og kontrol, skal selvfølgelig have sin dokumentation og så vil jeg spørge direkte: er formålet at straffe pensionister for at rejse eller bare for at sikre, at ydelserne går til det rigtige? Og hvorfor kommer det som en trussel i stedet for en venlig forespørgsel.
Wendy: Så længe du ikke mister din pension Chris så må vi tage det som en sejr.
Chris : Jo jo, men det er jo tankevækkende, hvordan mistænkeliggørelse er blevet standardprocedure i stedet 2000
Skip : Du skulle måske sende dem en faktura for de penge de sparer på, at du ikke slider på det danske sundhedssystem.
Wendy: Hvor mange sider skal du dokumentere?
Chris: Jeg har to pas med 20 sider i hver. 18 af dem er blanke i begge, så det bliver 40 sider og det norske pas har ingen sidetal, så Hr. Kjær skriver jo nok tilbage og spørger, om jeg nu har fremsendt alle sider eller- revet nogle ud. Måske jeg skal have vidner til at bekræfte det.
Skip: Gerne en hel børnehave!
Chris: Hah! Ja, det ville nok være bedst.
Chris ler og tager en tår af sin kaffe. Der er noget befriende ved, at vende absurditeterne til humor – og samtidig være klar med en skarp kommentar, når myndighederne skal konfronteres.