Byen var glad for Chris. Det havde de altid været. De respekterede ham, da han var munk, og de respekterede ham endnu mere nu, selvom de ofte rystede på hovedet af hans tossestreger. Han var noget helt for sig selv, og der var ingen, der var så skør som Chris.

Denne gang var ingen undtagelse. Nu stod de der alle sammen – Wendy, Skip og Grip – og kiggede på ham med et udtryk, han ikke helt kunne tolke.

“Nå, Chris, i går sagde du, at projektet var færdigt og klar til indvielse. Men hvad er det egentlig, og hvordan har du tænkt dig at bruge det?” spurgte Skip og lagde kroppen over mod bordet med et skævt smil.

Chris kneb øjnene lidt sammen. Det var en mærkelig måde at stille spørgsmålet på. Grip fnisede, og Wendy så alvorligt på ham.

“De 2 afstande er fine,” sagde hun og lod blikket glide over Chris’ ansigt. “Men det der én meter og ti… det må du altså gøre noget ved i din situation.”

Chris rynkede panden og stirrede på hende. “En meter og ti? Det har jeg også mere eller mindre en løsning på,” sagde han med en sikkerhed, han ikke helt følte. “Jeg kunne da ikke forestille mig, at du kunne tro andet!”

“Nå, så du har faktisk tænkt dig at gøre noget ved det?” spurgte Skip med løftet øjenbryn.

“Det lyder spændende… men hvor meget ‘mere eller mindre’ snakker vi om?” tilføjede Grip tænksomt.

Chris trak lidt på det, kiggede ud af vinduet og lod dem hænge i spænding et øjeblik. “Lad os bare sige… der er gået mange liter vand til. Godt ejendommen har sin egen brønd.”

Nu hævede Wendy et øjenbryn. Hun vidste jo godt, hvad der foregik. Hun havde været med til at køre Chris rundt og kendte projektet ud og ind, men hun undrede sig mest over én ting: Hvordan havde Chris tænkt sig at komme op og ned?

Hun lagde hovedet på skrå. “Så du har fundet en løsning, eller venter du bare på, at den flyder op til overfladen?”

Skip kunne ikke holde sig længere. “Eller måske gror den ud af jorden med tiden?”

Grip nikkede langsomt og sagde tørt: “Så længe det ikke bare siver ud i ingenting.”

Chris stirrede på dem. Han fornemmede, at de var ude på noget.

“Vi ved, at byen er glad for dig, Chris,” sagde Skip og klappede ham på låret. “Det gjorde de også, da du var munk. Men vi ved også, at de smiler lidt af dine tossestreger. Du er noget helt for dig selv.”

“Der er ingen, der er så skør som dig, Chris,” nikkede Grip ivrigt.

Chris skævede mistænksomt til dem. “Hvad prøver I at sige?”

Wendy lænede sig tilbage og smilede. “Så det er derfor, køerne ikke måtte gå derind. Halvdelen af byen fattede ikke, hvorfor køerne pludselig var forbudt dér.”

Chris rynkede brynene endnu mere. “Nogle ting giver sig selv, Wendy. Der er regler.”

“Men nu har du så sørget for, at alle andre kan bruge det – men du har ikke løst dit eget problem,” lo Skip.

Grip klappede sig på låret. “Elegant løsning, må man sige.”

Chris åbnede munden for at spørge, men lukkede den igen. Der var noget underligt ved den måde, de talte på.

“Vi får se,” smilede Wendy uskyldigt.

Chris kiggede mistænksomt på dem alle tre. Og lige der, i det øjeblik, vidste han, at de skjulte noget. Der var noget, han havde overset.

Ikke endnu.

Han skiftede spor. “Men der er god økonomien i det her?”

Skip hævede et øjenbryn. “Ja, det er jo en vigtig detalje. Du har vel ikke smidt alle sparepengene efter det?”

Chris trak på skuldrene. “Jeg siger bare, at jeg kom med et tilbud, man ikke kunne sige nej til.”

Grip fnisede. “Nu lyder du som en brugtbilsforhandler.”

Chris ignorerede kommentaren. “Det kom af, at jeg sad og kiggede på nogle sider, og pludselig fik jeg en idé. Jeg begyndte at regne på det og fandt ud af, at der ikke er noget, der er gratis. Det koster at bo, det koster at spise – alt koster. Men så slog det mig, at hvis man alligevel skal betale, så kan man jo lige så godt få noget ud af det.”

Grip nikkede anerkendende. “Jeg synes, det er fantastisk, at du gør så meget for andre. Det beundrer jeg meget.”

Chris så alvorligt på ham. “Jamen, det gør du jo også. Du støtter mig jo.”

Grip trak på smilebåndet. “Måske. Men du går altid skridtet videre.”

Chris tøvede et øjeblik. “Jeg ved jo ikke, hvilken vej min sygdom fører mig. Jeg ved kun, at det bliver værre, og jeg vil ikke sidde på et tidspunkt og fortryde ting, jeg ikke har gjort, når jeg havde muligheden. Der kommer en dag efter mig, og andre kan få glæde af tingene. Jeg har meget glæde af at skabe, at være kreativ, at få ting til at blive bedre.”

Skip nikkede og grinede. “Du er i hvert fald god til at skabe arbejde!”

Chris lo. “Måske. Men det her var det hele værd.”

Han lod en dramatisk pause falde, før han lænede sig frem. “Jeg lavede en deal. I stedet for at betale for et langt ophold, så etablerede jeg…”

Han slog ud med armene.

“Tatar! Kan I høre trompeterne? Et badebassin!”

Der blev helt stille et øjeblik.

Wendy så først på Skip, så på Grip, og så tilbage på Chris.

“Du har bygget en swimmingpool?”

Chris rettede sig stolt op. “Jeg har etableret et badebassin.”

Skip stirrede vantro på ham. “Og det gav økonomisk mening… hvordan?”

“Fordi jeg fandt ud af, at den var på tilbud. Og priserne her er helt anderledes, end hvis det skulle gøres i Europa.”

Grip gned sig i ansigtet. “Lad mig lige få det her på plads. Du sad og kiggede på noget, fik en idé, begyndte at regne på det, og nu står vi her… med en swimmingpool?”

“Ja et badebassin.”

Wendy rystede på hovedet, men kunne ikke lade være med at smile.

Hun så på ham med et drillende smil. “Så… hvordan har du egentlig tænkt dig at komme over stigen og ned i bassinet?”

Chris blinkede. “Øh…”

De andre brød ud i latter.

Chris rettede sig lidt op. “Men dette er jo genialt,” sagde han stædigt. “Vandet er skånsomt for min krop – jeg kan træne i det, køle ned i det, men måske allervigtigst aflaste kroppen for smerter, hvilket hvis jeg var konge jeg var villig til, at give mit kongerige væk for!”

Wendy grinede stadig. “Det må du hellere. For du skal jo også op igen.”

Hvad de ikke vidste endnu var, at Chris havde udtænkt den detalje, for den der ler sidst, ler bedst og med den varmeste periode startede nu, var det det rette tidspunkt. Han vidste der ville blive et væld af unger, men det gjorde ikke noget, for han huskede hvor sjovt han havde haft det som barn om sommeren, når han var ude at bade. Dette var meget mere trygt end floden.