Chris:“De vil ikke se det, Wendy… Ikke som det virkelig er.”

Wendy:“Hvem vil ikke?”

Chris:“Folk. Mennesker. Dem, der spørger – men ikke bliver hængende for svaret.

Vi har så svært ved at forholde os til andres smerte. Og endnu mere til deres magtesløshed.”

Wendy:“Så vi tier?”

Chris (nikker let, kigger ud mod vinduet):“Ja… vi forskåner dem. Ikke for deres skyld, men for vores. Fordi vi mærker, hvor lidt vi egentlig kan gøre. Og det gør ondt. Det viser os alt det, vi ikke er nok til.”

Wendy (løfter armlænet en smule, som en gestus af nærhed):“Men du siger det jo nu. Til mig.”

Chris:“Fordi du ikke går. Fordi du ikke kigger væk, når det bliver rodet og svært.”

Wendy:“Er det ikke dét, vi alle håber på? At nogen bliver – også når det bliver grimt?”

Chris:“Jo. Men mange spørger bare: Hvordan går det? Hvad har du brug for? Og så lytter de kun halvt. det bliver kompliceret, kan man næsten høre dem pakke sammen indeni. Deres blik glider. Deres krop er allerede på vej videre.”

Wendy:“Så du fortæller dem ikke alt?”

Chris:“Nej. Jeg serverer små, nemme bidder. Eller ingenting. Også selvom de mener det godt.”

Wendy (bliver stille et øjeblik):“Men du oplevede noget. Noget der brød mønsteret. Jeg kan mærke det.”

Chris:“Ja. Forleden dag. Du var med. Vi var inde i byen – med den lille gruppe, du ved. Dem vi mødes med indimellem. Vi sad i hjørnet på det sted med de grønne vægge og røde lampeskærme. Du stod godt dér – jeg sad godt i dig. Mennesker snakkede lavmælt, tallerkner klirrede, og solen faldt ind gennem de høje ruder i gyldne striber.”

Wendy:“Du var rolig den dag. Mindre presset i kroppen.”

Chris:”Ja. efter frokosten… jeg skulle bare lidt ud. Ud i lyset, ud i luften. Du rullede mig langs de toppede brosten, og jeg kunne mærke hver eneste en. Sådan en eftermiddag hvor byen næsten føles venlig.”

Wendy:“Og det var dér, du mødte hende?”

Chris (nikker):“En kvinde jeg ikke har set i… tredive år, måske. Vi kendte kun hinanden lidt dengang. hun genkendte mig straks. Kom hen. Gav mig hånden. Lagde den anden på min skulder… Og så sagde hun – stille, enkelt – næsten uden at blinke:

‘Nå… det var sådan, det blev.’”

Wendy (hjulene knirker svagt, som om hun vil tættere på):“Ikke mere?”

Chris (ryster på hovedet, stille):“Ikke mere. Og det ramte mig. Ingen medlidenhed. Ingen ‘du ser godt ud’ eller ‘du holder dig flot’. Bare dét. Som om hele rejsen – hele tyngden – fik lov at stå der i lyset. Og det føltes… ærligt. Uventet. Og på en måde… smukt.”

Wendy:“Du var ikke alene i det øjeblik. Det var dét, hun gav dig.”

Chris (blødt):“Ja. Hun så det, uden at forsøge at rette det. Og det føltes, som at blive mødt. Helt.”

Wendy:“Det er sjældent, vi bliver set på den måde. ikke som en opgave, ikke som en skæbne der skal pakkes ind… Bare… set.”

Chris (ser ud ad vinduet, hvor lyset nu er blevet mere gyldent, næsten ravfarvet):

“De fleste vil enten trøste, løse eller løbe. Men hun gjorde ingen af delene. Hun stod bare der – med sin hånd på min skulder – Og så mig, som jeg er. Ikke som jeg var. Ikke som de ønsker, jeg kunne være. Men som jeg er. I dig. Med alt det, der blev.”

Wendy (sænker armlænet en anelse, som for at give plads til stilheden): Det er mærkeligt, ikke? det, vi længes mest efter, er det enkleste. At nogen bliver stående. Ser – og ikke skynder sig at finde på noget at sige.”

Chris:“Det føltes ikke som et tab. føltes som en slags fred. En, der ikke skulle sættes ord på.

Wendy:“Og du lod hende gøre det. Du tog imod det.”

Chris (smiler næsten):“Måske for første gang i lang tid. Jeg følte mig ikke forkert. Ikke som en byrde. Bare… som et menneske.”

(en lang pause, hvor kun en bil i det fjerne bryder stilheden)

Wendy:“Chris… hvordan burde vi møde hinanden? Hvordan giver vi plads… respekt… rum… uden at fylde det ud med os selv?”

Chris (ser på støvet i luften, som danser i solstriben):

“Måske… … ved at turde stå stille. Ikke rykke tættere på end den anden kan rumme. Og heller ikke trække os væk, bare fordi det gør lidt ondt at være vidne.”

Wendy:“Så ikke mere viden. Ikke flere gode råd?”

Chris:“Nej. Mere nærvær. Mindre fix – mere føl. Mindre hast – mere ærlighed. Bare stå der. Som hun gjorde. Hånden på min skulder. Og sætte ord på virkeligheden, uden at gøre den forkert.”

(stilhed igen. Så, næsten som en hvisken)

Chris:“Det er okay, at du ikke kan redde mig. men hvis du går, før du ser mig – så er jeg alene i det, jeg troede, vi delte.”

Wendy (blidt, næsten som et svar i vinden):

“Nå… det var sådan, det blev.”

Chris (nikker stille):

Og det var nok Måske mere end nok.”

⸻

Citat fra Wendy:

“Det er ikke altid dem, der siger mest, der ser os bedst. Nogle ser med stilhed – og bliver.”

Citat fra verden:

“Being deeply loved by someone gives you strength, while loving someone deeply gives you courage.”

– Lao Tzu