Der var stille på den spirende grønne mark. Små skud strakte sig mod lyset, som om de endnu ikke vidste, hvad de skulle blive til. Chris sad i skyggen, ryggen støttet af Wendy, der havde låst hjulene i det bløde underlag. En duft af fugtig jord og nyvågnede planter lå i luften, og vinden bar lyden af noget, der næsten var stilhed – men ikke helt.

Grip:“Det lyder modigt. Eller dumt. Alt afhængigt af, hvor man står.”

Chris:“Jeg ved ikke, om jeg tør. Der er dage, hvor jeg kun lever, fordi jeg stadig trækker vejret.”

Skip:“Men Chris… Du lever jo netop, fordi du nægter at dø i dit indre. Selvom kroppen skriger på pause.”

En lille vind tog fat i kanten af Chris’ skjorte. Han lukkede øjnene et øjeblik. Ikke for at sove – men for at være i fred med ordene.

Wendy:”Det er let at tale om livsmod, når man kan rulle derhen, hvor man vil. Jeg ser dig. Hver dag. Din kamp for at komme ud ad sengen. Din stædighed. Og det blik, du får, når ingen ser dig.”

Grip:“At leve som om man aldrig skulle dø… Det kræver, at man tør mærke sit liv. Ikke fornægte døden. Men se, hvad der stadig banker. Hvad der stadig har farve.”

Chris:“Men hvordan gør man det, når det meste er blevet en overlevelsesmanual? Når det ikke er frihed, men nødvendighed, der styrer dagen?”

Skip vippede blidt fremad og skubbede til en lille jordknold, hvor en mælkebøtte var ved at bryde igennem.

Skip:”Måske er det netop pointen. At tage en eneste ting – én gestus, én sætning, én tanke – og gøre den så levende, at selv døden tier lidt. Bare for i dag.”

Wendy:“Det er ikke et krav. Det er en invitation. Ikke til at fornægte det svære, men til at finde det, der stadig glimter. Midt i smerten.”

Grip:“Så hvad gør vi, Chris?”

Chris tog en langsom indånding. Der var ikke længere styrke nok til store beslutninger. Men måske til små, levende valg.

Chris:“Vi sætter os i det spirende. I stilheden. Vi lytter. Og så skriver vi noget, som om det aldrig skulle dø.”

⸻

Chris tager en lille notesbog op af lommen. Hænderne ryster, men Grip holder papiret stille for ham. Wendy læner sig lidt frem. Skip nikker som om han allerede kender ordene. Én for én siger de dem højt – og Chris skriver:

Wendy:”Jeg er ikke lavet til fart, men jeg bærer dem, der ikke længere løber.”

Skip:“Når ingen ser dig danse, så dans for vinden.”

Grip:“Alt, der varer, begynder i det usynlige.”

Chris:“Jeg lever, som om jeg stadig har noget at give – fordi jeg har.”

De kigger på hinanden. Der er ikke mere at sige. Og samtidig er alt blevet sagt.

⸻

Et sted bag dem, lidt længere oppe ad marken, står en ny støbekasse midt i det bløde græs. Fundamentet til drivhuset er i gang. Chris havde svinget rundt med tegninger, mål og idéer, selvom han knap kan bruge armene længere. Og nu var det faktisk i gang – ikke på trods, men netop fordi:

Chris:“Jamen, det er også fordi jeg har nogle gode venner… sådan nogen, der ikke er nervøse for at kaste sig ud i et projekt, selvom de aldrig har prøvet det før.”

Wendy:“Det er dét, jeg mener. Du siger, du tvivler på, om du lever som om du aldrig skulle dø. Men Chris – du bygger jo et drivhus. Du planter noget, der skal vokse, når du måske ikke selv kan høste det. Det er ikke bare at leve. Det er at efterlade liv.”

Chris:“Men… er det ikke også lidt naivt? Eller måske ligefrem arrogant… at blive ved med at sætte ting i gang – projekter, idéer – når jeg faktisk godt ved, at taburetten kan vælte i morgen?”

Skip:“Det er ikke altid, man starter noget for at få det færdiggjort. Bare kig dig omkring, Chris. Hvor meget i verden bliver egentlig gjort helt færdigt? Vi lever midt i halvfærdige bøger, ufærdige samtaler, uopførte huse, og alligevel bliver det meningsfuldt.”

Skip:“Livet ligger jo i din skabelsesproces. Det er dét, der giver dig næring. Du og jeg har snakket om det igen og igen – hvor vigtig den kreative proces er. Hele livet. Ikke som resultat, men som puls.”

Chris nikker stille. Der er ikke noget i ham, der modsiger det. Kun noget, der lytter.

Uanset hvornår i i livet du bygger og skaber, er et godt fundament det vigtigste. 

⸻

Og du?

Måske er i dag ikke dagen, hvor alt skal lykkes.

Måske er det nok at lægge én lille sten i noget, der engang kan blive en sti.

Hvad ville du gøre i dag, hvis du levede, som om det aldrig skulle dø?

Du behøver ikke svare.

Bare lyt. Eller skriv. Eller plant.

Noget, der kan spire.