Det er blevet eftermiddag. Regnen er ophørt, men skyerne hænger stadig lavt over fjorden. Lys og mørke skifter i skygger over fjeldene. Inde i stuen er det dæmpet. Chris sidder stadig ved bordet. Han har ikke sagt noget i et stykke tid. De andre mærker det. Noget er under opsejling.
Chris:“Det handler ikke kun om mig. Det handler også om dig. Og om dem, der kommer efter os.”
Han ser ikke direkte på nogen. Stemmen er rolig, men bærer en kant.
“Jeg ved godt, det her begynder at lyde politisk. Men det handler ikke om politik. Det handler om fred. Respekt. Kærlighed til sin næste. At kunne leve sammen og passe på de ting, vi har. På hinanden. På jorden. På livet.”
Grip læner sig en anelse frem. Skip rokker let mod stoleryggen. Wendy holder sig i ro. Det er Chris’ tid nu.
“Jeg er vred. Men jeg er også fyldt med sorg. Og selvom jeg sidder her – med min krop, som ikke længere kan alt det, den kunne – så kan jeg ikke bare se til. Jeg kan ikke læne mig tilbage og se mennesker på min egen alder ødelægge verden.”
Han knytter hånden. Ikke af had. Men af vilje.
“Mennesker, der burde være klogere. Som har levet længe nok til at vide bedre. Som har set, hvad krig gør. Som burde huske, hvad det vil sige at fryse, at sulte, at miste.”
Wendy:“De glemmer det. Eller de vælger at glemme. Fordi det er lettere at tage, end at dele.”
Chris nikker langsomt. Tager en kort pause. Så siger han – mere sagte, næsten til sig selv:“Der er grader af udfordringer – store og små. Og man kan ikke altid se, hvad der er værst. Det afhænger af ens historik, perspektiv, og af det blik, man har lært at se verden med.”
De andre lytter. Han fortsætter.
“Men noget ændrer sig radikalt, når man ikke længere kan udføre de mest basale ting:At løfte armene. Gå. Lægge sig i en seng for at sove. Gå på toilettet. Krads, hvor det klør. Gå op eller ned ad trapper. Ikke frygte at falde. Tage en kop med udenfor. Gøre gymnastik. Tage sko på. Smutte i butikken efter noget, man mangler. Tisse som normalt – uden ble. Ikke hele tiden skulle kontrollere, at alt er på rette plads. At kunne stå op og lave sin egen morgenmad.”
En stilhed. Ingen af dem afbryder.
“Pludselig er det ikke længere bevægelser, man gør automatisk. Det er bjergkæder, man skal passere – hver eneste dag. Og hjernen… den stopper ikke. Den ved godt, at kroppen er begrænset – men den nægter at acceptere det. Så den driver kroppen frem, og viljen hjælper den. Man vil, at man kan – og samtidig: man kan ikke. To sider af samme sag. Og derimellem bor stress, frustration, vrede, sorg, fortvivlelse.”
Chris skubber brillerne op på næsen: “… men også håb. For nogle dage vinder det alligevel.”
Grip synker en gang. Chris løfter blikket og siger så langsomt:
“Nogle dage tænker jeg… hvis bare ét menneske – bare én magthaver, én krigsherre, én kollega, én skeptiker – kunne være i min krop i 24 timer… Så ville der ikke være så mange krige. Ikke så meget misundelse. Ikke så meget respektløshed. Måske bare lidt mere empati.”
Grip:“Så hvad gør vi?”
Chris:“Vi bekæmper det. Med det vi har. Med ord, med handlinger, med valg, med vores liv. Vi bekæmper egoisme med ærlighed. Griskhed med mådehold. Respektløshed med anstændighed.”
Skip:“Og hvis nogen spørger, hvorfor vi gør det?”
Chris:“Så siger vi: Fordi livet handler om mennesker. Ikke om magt. Ikke om gevinst.
Og fordi fremtidens børn ikke skal se blomster på graven over menneskeheden – men blomster, der vokser ud af geværer. Fyldt med liv. Ikke med død.”
Stilheden, der følger, er ikke tung. Den er nødvendig. Som jord, der netop er vendt. Klar til noget nyt.