(En samtale mellem Chris, Wendy, Skip og Grip – om regnbueflag, børn og voksnes frygt)
De sad foran huset oppe på Bakken. Foran dem åbnede landskabet sig med bløde fjelde dækket af millioner af træer. Nedenfor lå den lille sø og spejlede lyset og den blå himmel. Græsset omkring dem struttede af saft og energi. Blomsterne nikkede i vinden, og duften af varm jord blandede sig med duften af kløver. Alt var grønt, levende, lunt.
Wendy: “Er det bare mig – eller er vi begyndt at blive bange for regnbuer? Der var en, der skrev i går, at regnbueflaget i børnehaver er ‘seksuel påvirkning’. Jeg blev så vred, at jeg kunne have knækket min egen fodstøtte. Ja faktisk ville personen have regnbueflaget fjernet fra alt, der er offentligt.”
Skip: “Jamen altså… børn lærer da ikke om sex, fordi de ser et flag. De lærer, at man godt må være anderledes – og stadig være med.”
Grip: “Vi skal ikke håne folks bekymringer. Men vi må skelne mellem dem, der er i ærlig tvivl – og dem, der har noget at vinde på at gøre mangfoldighed til et problem. Der er politikere og debattører, som lever af at skabe frygt. Det giver dem stemmer, overskrifter og magt.”
Chris: “Det handler om frygt, ikke fakta. En 3-årig forstår ikke ‘seksualitet’. Men de ved, når nogen bliver holdt udenfor. De mærker, hvad der er skamfuldt – uden at kende ordet.”
Wendy: “Og helt ærligt – hvem kan for alvor have noget imod et flag med alle farver? Det favner jo hele verden. Regnbuer fascinerer os – fra vi er små. Hvem blev ikke stille, da de så en første gang?”
Skip: “Det er utroligt, så stor forskel der er på kultur. Det er, som om jo rigere et samfund bliver, jo fattigere bliver det på kulturel rummelighed.”
Grip: “Og jo mere vi mister af ånd, jo mere prøver vi at kontrollere form. Vi har en tendens til at fordømme det, vi ikke forstår. Men vi må huske, at accept gælder begge veje.”
Chris: “Hvorfor skulle ét menneskes måde at være i verden på være mere rigtig end et andets? Der findes jo ikke ét korrekt liv.”
Wendy: “Nej, for så kan jeg da hurtigt finde nogen, vi kunne skubbe ud over kanten – nogen, vi må tolerere af helt andre årsager, selvom menneskeheden bestemt ikke blomstrer af deres tilstedeværelse. Bare rolig – jeg gør det ikke. Men du forstår, hvad jeg mener.”
Grip: “Og det er netop pointen. Frihed må gælde for dem, vi ikke ligner – ellers er det ikke frihed. Så bliver det bare privilegie.”
De blev stille. To sommerfugle dukkede op i udkanten af græsset og hvirvlede op mod solen. De dansede omkring hinanden i bløde spiraler, slog kolbøtter i luften, som om tyngdekraften var ophævet for et øjeblik. Ingen sagde noget. De fulgte dem bare med blikket. Så forsvandt de videre mod fjeldkammen.
Chris: “Og jo mere man prøver at skjule mangfoldighed, jo mere lærer børn, at forskellighed er farligt. Det er ikke neutralitet. Det er skam forklædt som omsorg.”
Wendy: “Så lad flaget få lov at stå, uden skænderi. Som tegn på at alle må være den, de er – uden at forklare sig.”
Grip: “Og dem, der vil tage det ned, skal spørges: Hvad er det egentlig, I er så bange for? At børn lærer empati?”
Skip: “Måske vi skulle hænge det op i hjertet – ikke i debatkommentarer.”
En let brise bar duften af kløver og varm jord hen over dem. Blomsterne svajede. Nedenfor bakken på grusvejen , kom tre skolebørn gående, de pjattede og lo, optaget af deres fælles leg. Fuglene kvidrer og æbletræerne stod med hvide blomster. Alt var levende.
Chris så ned mod børnene og hviskede næsten: “Et flag kan ikke opdrage nogen. Men fraværet af det kan lære dem, at nogle liv ikke må ses.”
EFTERTANKE
Du behøver ikke være enig.
Men måske kan du standse op et øjeblik, dér hvor ordene ramte noget i dig –
og spørge: Hvad er det, jeg beskytter?
Og hvad er det, jeg er bange for at give plads?
Verden forandrer sig ikke ved at råbe højere.
Den forandrer sig, når vi tør se dem, vi ellers ville vende ryggen.
Og måske – bare måske – er regnbuen ikke et tegn på kamp.
Men på håb.