PLANTEN VI BØR TALE OM – OG SANDHEDEN DER BLIVER MANIPULERET

(En samtale mellem Chris, Wendy, Skip og Grip – om cannabis, fordomme og frihed i blomst)

Solen hang lavt over fjeldet, som om den ikke helt havde besluttet sig for, om den skulle blive hængende eller smutte bag en sky. Chris sad på en køkkenstol, lænet en smule frem, mens kaffekoppen hvilede i hans hænder. De tre andre var omkring ham – ikke som publikum, men som samtalepartnere. Som de så ofte var.

Chris:“Der burde vokse hamp derude. På de tomme marker. Det er jo skørt, at vi importerer bomuld fra Asien, mens vi har noget her, der vokser som ukrudt og kan bruges til alt.”

Grip:“Proteinindholdet i hampfrø slår både ris og majs. Og det kan gro uden kunstgødning. Alligevel henter vi sojabønner fra Brasilien og plast fra Kina. Det hænger ikke sammen. Ikke hvis vi vil tale om miljø med bare en snert af troværdighed.”

Skip:“Men det kræver jo, at politikerne ved, hvad de taler om. Og det… det er jo ikke ligefrem deres stærke side.”

Wendy:“Jeg prøver altså bare at se det fra alle sider. Hvis man åbner for cannabis, så skal man også styre det. Regulere det. Der er nogle, der misbruger det. Det er ikke kun sukkertoppe og varme olier.”

Chris:“Nej, og det gør jeg heller ikke. Men vi accepterer piller med langt værre bivirkninger. Også selvom de ikke virker halvt så godt som cannabis gør for nogen. Hvad er det, vi er så bange for?”

Wendy:“Måske ikke selve planten. Måske friheden i den. Den kan ikke kontrolleres, ejes, patenteres på samme måde.”

Skip:“Årh, Wendy… Du er jo lidt som en rebel i uniform. Oprør én dag – og systemets talerør den næste.”

Grip:“Hun skifter side hurtigere end en selvkørende kørestol i rundkørsel.”

Wendy (ler, men rødmer let):“Hold nu op. Jeg kan bare godt lide, når tingene hænger sammen. Men I har måske ret. Måske er det dét her, der ikke gør det længere.”

Chris:“Hamp er ikke farlig. Vores frygt er farlig. Den holder noget nede, der kunne løfte os.”

Grip:“Og den frygt bygger ofte ikke på viden – men på vaner. Der er lavet adskillige studier i Israel, Canada, Holland, Tyskland og endda Thailand. De viser, at cannabis kan lindre smerter, mindske muskelspændinger, og i nogle tilfælde dæmpe Parkinson-rystelser. Det mest tankevækkende er, at lande vi engang så som konservative, nu er længere fremme end os i Norden. De ser på planten som en ressource – ikke som en fjende.”

Skip:“Men havde man overhovedet evidens, da man forbød det i sin tid? Altså… hvis vi sammenligner med alkohol eller overforbrug af smertestillende medicin… Hvordan blev det egentlig afgjort, at cannabis var det farlige?”

Grip:“Det blev det ikke. Det blev stemplet. Af politikere. Mediestemmer. Og en god portion racisme og moralpanik.”

Wendy:“Men… hvem havde egentlig interesse i at forbyde det?Og hvem har det stadig i dag?”

Chris:“Dem, der tjener på afhængighed.Dem, der ejer patenter. Dem, der ikke bryder sig om noget, der ikke kan ejes, kontrolleres, pakkes ind og sælges med logo.”

Grip:“Og måske også dem, der bare… ikke kan forestille sig en verden, hvor lindring ikke nødvendigvis kommer fra et pilleglas.”

Wendy:”Chris har du prøvet det?”

Chris:“Jo, ja – selvfølgelig. det var en del af ungdomskulturen dengang. Hvis man var ung i slut-60’erne eller 70’erne og sagde, man aldrig havde prøvet cannabis… så havde man enten ikke været til stede – eller også løj man. Gaderne flød med sex og stoffer, det var som mælk og honning.”

Chris ler højt.

Skip:“Så du sad der med blomster i håret og røg fredspibe?”

Chris:“Måske ikke blomster. Men vi udfordrede.Det var en anden tid. Vi var ikke bare imod autoriteterne – vi var trætte af stilheden, hykleriet og krige, vi ikke havde valgt. Der var noget ærligt i oprøret. Ikke altid gennemtænkt – men ærligt.”

Grip:“Og så gik I ind i voksenlivet – og blev jeres egne autoriteter.”

Chris:“Det er præcis dét, der er det paradoksale. Vi kæmpede for frihed – og endte med at administrere andres. Men jeg vil stadig sige: det var sundt, at nogen dengang turde sige, at verden kunne være anderledes. prøvede ting – nogle gange for meget. Men spørgsmålet er jo, hvad det egentlig var, der udløste psykoser og selvdestruktion. Var det cannabis? Eller var det et system, der aldrig lyttede?”

Wendy:“Det lyder som om, du ikke fortryder det.”

Chris:“Fortryder? Nej. Men jeg overdriver måske lidt, når jeg gør det til noget poetisk. Det var også kaotisk. Vi mistede nogen. Men jeg synes ikke, menneskeheden nødvendigvis har gjort fremskridt siden dengang. Vi har fået flere regler. Flere skærme. Men mindre mod.”

Skip:“Du sagde noget før med at gaderne flød med mælk og honning…”

Chris:“Ja. Det gjorde de jo – i overført betydning.”

Skip: “Bare det med honning i sig selv er jo en oplevelse i dag – sådan som vi bruger pesticider og slår bierne ihjel. Det er næsten blevet psykedelisk i sig selv at finde en rigtig bi.”

Wendy:“Det er lidt tragisk, når man tænker over det. Det der engang var hverdagsliv – er nu enten farligt, forbudt eller forsvundet.”

Chris:“Og derfor bliver vi nødt til at tale om det. Også selvom det gør nogen utilpasse.”

Wendy (løfter armlænet og smiler skævt):“Så… cannabis, bier og frihed på recept.

Måske burde nogen bare plante et stort bed med hamp midt på Christiansborgs gårdsplads. Det kunne jo være, de begyndte at lytte – hvis det pludselig duftede lidt mere af virkelighed.”

Wendy kørte lidt frem og tilbage som tog hun tilløb, hun kiggede på de andre som sad forventningsfuld og ventede… :” det må være medicinalindustrien.” 

Ingen sagde noget, kun en stor sort tyk flue, summede langsomt gennem rummet og de fulgte den alle sammen med øjnene, til den landede på bordet