Hvad gør vi egentlig med de emner, vi ikke tør tale om? Og er sandheden altid ilde hørt?

(En samtale mellem Chris, Wendy, Skip og Grip – om tavshed, frygt og hvad der sker, når sandheden får mundkurv)

Stuen er halvmørk. Gardinet blafrer let i den åbne dør. Tekoppen med den bitre sorte te, er halvtom. Fluen fra i går er væk.

Chris sidder og ser eftertænksom ud:“Er det ikke mærkeligt? At når man endelig siger noget, der betyder noget – så bliver det stille.”

Wendy står ude midt på gulvet :“Stille… eller fjendtligt.

Folk reagerer, som om du har overtrådt en usynlig grænse. Ikke fordi du tager fejl – men fordi du har sagt det højt.” Hun kører over en af revnerne i gulvet mellem gulvbrædderne, som hun skulle hun overtræde en linje.

Skip gynger under bordet i sin snabel på elefanten:“Vi er ikke bange for sandheder. Vi er bange for, hvad sandheden gør ved det, vi har bygget.”

Grip hænger over ryglænet på den ene af tre stole, der står rundt om bordet med den blå dug:“Og nogle gange… er vi bange, fordi nogen vil have os til at være det.”

Chris:“Hvem er sandheden egentlig farligst for? Dem, der tier – eller dem, der har magten til at få os til det?”

Wendy drejer hjulene parallelt med gulvbrædderne:“Fordi vi ved, hvad det koster.”

Skip:“Men hvad koster det, når vi ikke gør det?”

Grip:“Det koster dem, der ingen stemme har. Dem, der venter på, at nogen tør starte sætningen.”

Chris:“Måske er det dét, vi skal være. Ikke dem, der råber. Bare dem, der begynder.”

Pause. Vindens lyd i døråbningen. Ingen fluer. Kun eftertanke.

Chris:“Men kan sandheden forsvinde… eller forties for altid? Kan den ties ihjel – og hvad kan få den frem?”

Grip hopper ned og stiller sig ved siden af Chris: “Sandhed er ikke bare fakta. Det er det, der bliver stående, når illusionerne vælter. Det, der føles genkendeligt i kroppen – også når man helst ville benægte det.”

Skip:“Er der egentlig monopol på sandheden? Og hvor mange sandheder findes der?”

Chris:“Tre.”

Wendy kigger på Chris :“Tre? Hvorfor tre?”

Chris:“Der er den sandhed, vi fortæller hinanden. Den, vi fortæller os selv. Og den, der er – uanset hvad vi siger.”

Wendy:“Kan man retfærdiggøre at skjule en sandhed?”

Stilhed. Et lille ryk i luften – som om nogen trak vejret tungere.

Grip:“Sandheden kan ties ihjel midlertidigt. Men den rådner ikke. Den gærer. Og en dag eksploderer den – som et låg, der har siddet for længe.”

Wendy kigger eftertænksomt ud i luften:“Den kan holdes nede, ja… Men ikke uden at det gør ondt.” 

Der bliver en lille pause

“Sandheden har det med at dukke op i kroppen – som uro, sygdom, sorg vi ikke forstår.”

Skip:“Man kan ignorere den. Men det er som at holde en badebold under vandet.

På et tidspunkt flyver den op – og rammer nogen i hovedet.”

Chris:“Det, der kan få sandheden frem?” Chris tager sig til hagen.

“Et menneske, der ikke længere er bange for konsekvensen. Eller et barn, der ikke ved, det er farligt at spørge.”

Pause. Ingen siger noget. Men noget i stilheden har skiftet farve.

Wendy:“Og nogen må jo starte.”

Chris:“Sandheden gør ikke ondt, fordi den er farlig – men fordi den gør det sværeste af alt: Den beder os ofte om at ændre noget, vi har vænnet os til.”

“Ingen løgne kan leve evigt.” Martin Luther King, Jr