Wendy: “Det er flere dage siden, vi har været på bloggen.”

Chris: “Ja, jeg ved det godt, men der har været nogle hårde dage. Dårlig søvn, lidt for mange smerter… jeg synes, jeg skal passe lidt på mig selv.”

Skip: “Ja, du har set bedre dage, gamledreng.” Skip griner.

Grip: “Ja, men du har da også set værre.”

Wendy: “Ja tak, så stopper vi, drenge. Vi er på vej videre, og nu gælder det noget mad.” Hun kigger på Chris. “Chefkokken Chris har hermed ordet.”

Skip hvisker til Grip: “Nå, her ville man vise lidt medfølelse.”

Wendy: “Ti nu stille, Skip, nu er vi videre.”

Chris: “Det hele starter med en flaske olie.”

Wendy: “Olie? Hvad er der nu galt?”

Chris: “Jeg skal lave mayonnaise og finder den bedste olivenolie, jeg kan få her i Thailand… Ondoliva Pomace Olive Oil.”

Skip: “Pomace? Det er jo restproduktet fra olivenpresning, kemisk udvundet og langt fra den rene vare!”

Grip: “Men flasken ser jo fin ud, grøn og indbydende. ‘Finest Quality’, står der endda.”

Chris: “Ja, og det er netop det smarte – det ligner en kvalitetsolie, men i virkeligheden er det skrald pakket pænt ind. De kriminelle har jo fundet ud af, at madsvindel er en bedre forretning end narkotika. Ingen straf, ingen risiko, og folk sluger det råt.”

Wendy: “Så du køber den alligevel?”

Chris: “Jeg har ikke mange valgmuligheder. Så jeg laver min mayonnaise, og så er det tid til tunen…”

Grip: “Hvad nu?”

Chris: “Jeg finder en billig dåsetun, stor dåse, så jeg tænker, det er en god deal.”

Skip: “Ja, det siger du nu. Og hvad er der i den?”

Chris: “Mest tunpluk i vand. Jeg tror, jeg har købt en ordentlig portion tun, men det ligner noget, der er fejet op fra fabriksgulvet.”

Wendy: “Så du går fra at lave luksus-mayonnaise til at blande den med industrielt tun-støv?”

Chris: “Jep. Og dåsen er over size, så jeg tror, jeg får meget for pengene. Det gør jeg også… bare ikke særlig meget tun.”

Skip: “Klassisk svindel. Giv folk illusionen af mere, og de opdager først sandheden, når det er for sent.”

Chris: “Endnu en grund til aldrig at stole på store, billige dåser.”

Grip: “Så hele måltidet er en fiasko?”

Chris: “Nej! Agurkesalaten er god!”

Skip: “Den er ikke snyd?”

Chris: “Nej, den er ægte. Agurkerne er dyrket ude i haven – altså ikke selve salaten, men agurkerne.”

Grip: “Tak for præciseringen.”

Chris: “Og den er lavet efter en god gammeldags mormor-opskrift. Ingen tilsætningsstoffer, ingen skjulte fælder.”

Wendy: “Hvad skal du egentlig bruge det hele til?”

Chris: “Jeg har fundet noget toastbrød, som er en klasse for sig selv. Det er så blødt, at man næsten ikke kan løfte det, før det er ristet. Og ikke bare let ristet – nej, det skal være næsten sort, før det får noget struktur! Så det skal blive til nogle tunsandwich.”

Skip: “Lyder som en videnskabelig test mere end et måltid.”

Chris: “Måske. Men agurkesalaten – den kan man ikke få nok af. Jeg tænker, jeg skal have en rigtig god hakkebøf, som skal bruges til en stor burger med hjemmelavet agurkesalat. Det giver lige det friske og syrlige, der balancerer kødet perfekt.”

Grip: “Det lyder faktisk ret godt.”

Chris: “Og så finder jeg ud af, at agurkesalat passer overraskende godt til en del af det thailandske køkken. Den syrlige, let søde smag fungerer virkelig godt med mange af retterne her.”

Wendy: “Så du laver et crossover mellem dansk mormormad og thai-køkkenet?”

Chris: “Præcis! Hvis de kan blande ketchup i Pad Thai, så kan jeg blande agurkesalat i mit thailandske måltid!”

Grip: “Så vi ender dagen med en halvfiasko, en halvsejr og en ny opdagelse?”

Chris: “Næsten. Vi ender dagen med at konstatere, at man altid skal være skeptisk, når man køber mad. Og at hjemmelavet altid er bedst!”

Wendy: “Apropos hjemmelavede ting, så jeg en miniatureudgave af en ris-mølle på markedet. Sådan en, som de brugte i gamle dage.”

Chris: “Ja, jeg så den godt. Det er faktisk interessant at tænke på, at her hvor vi bor, var der ingen elektricitet for bare 40 år siden, og dengang brugte de sådan en.”

Grip: “Vildt at forestille sig, når man ser, hvordan Thailand er i dag.”

Chris: “Jeg snakkede med en af de gamle thailændere, en ældre mand, der fortalte mig nogle spændende historier om området, landbruget, rismarkerne og åndekulturen – og om livet dengang.”

Wendy: “Åndekulturen?”

Chris: “Ja, de gamle thailændere tror stadig på ånder og beskyttelse. Det er ikke bare overtro, det er en del af hverdagen her. Men det tænker jeg, at jeg vil gemme til en anden dag og fortælle jer om.”

Skip: “Hvordan går det med Thai Airways og refusion?”

Chris: “De er kommet med et tilbud, som jeg vil kalde uforskammet og diskriminerende. Der er ikke meget smil over det, apropos smilets land. Jeg har sendt dem et sidste brev, hvor jeg klart fortæller dem, hvem jeg tager kontakt med, og hvad jeg agter at gøre. For det første er der de normale klageinstanser, men der er også handicaporganisationer, og jeg ser helt klart, at de overtræder FN’s handicapresolutioner. Så jeg tøver ikke ét sekund med at gå den vej.”

Wendy: “Ja, det er da sørgeligt, at de har underskrevet alle de fine dokumenter, og så er det kun tomme ord. Men jeg tror, at de kommer på andre tanker, når du er færdig med dem.”

Chris: “Ja, lad os håbe det.”

Grip: “Hvordan går det med Udbetaling Danmark?”

Chris: “Ja, det bliver også spændende. De rider ikke den dag, de sadler. Men hvis de tror, jeg bare lader dem slippe, så har de en svingtur i offentligheden i vente. Jeg er mere end klar til det!”

Wendy: “Ja, du er sgu noget af en kriger! Undskyld, jeg bander, men jeg ved, at uretfærdighed får dig helt op i det røde felt.”

Chris: “Jeg er der ikke helt endnu… Der skal være noget til slutspurten.”

De smilede alle sammen, for de kendte godt Chris. Når han først satte sig noget for, så gav han sig ikke. En dag startede med en flaske olie og en dåse tun – men kunne ende med at ryste hele systemet. Det var sådan, det var at kende Chris.