Wendy: “Jeg synes altså, vi forsømmer vores læsere lidt.”

Chris: “Ja, jeg ved det godt, Wendy. Dagene går lidt op og ned, men jeg er i gang. Jeg arbejder faktisk på en plan for at lave en 100-timers faste – men i etaper.”

Skip: “100 timer? Skal du leve af luft og gode intentioner?”

Chris: “Haha, nej, Skip. Det handler om at bruge kroppens egne mekanismer til at helbrede sig selv. Jeg har undersøgt så meget om, hvordan kroppen fungerer, og hvorfor ingen tager hånd om sygdomme som Parkinson, gigt, leukæmi og forhøjet blodtryk, når det faktisk viser sig, at kroppen har strategier, der kan være gavnlige.”

Grip: læner sig frem med et skeptisk blik “Men hvorfor hører vi aldrig om det fra lægerne?”

Chris: “Fordi medicinalindustrien og lægeverdenen ikke har noget reelt kendskab til det. De ser mad som energi og medicin som løsningen på alt. Men faste aktiverer processer i kroppen, som de færreste kender til.”

Wendy: rynker panden “Så du mener, at faste kan hjælpe på alt det?”

Chris: “Der er stærke biologiske argumenter for det, men det bliver ikke forsket i, fordi der ikke er penge i det.”

Skip: griner kort “Ah, så hvis de ikke kan sælge en pille, gider de ikke beskæftige sig med det?”

Chris: “Lige præcis! Der er flere grunde til, at faste ikke er et stort forskningsområde, selvom det giver mening.”

Grip: lægger armene over kors “Okay, oplys os, professor Chris!”

Chris: “For det første – mangel på økonomisk incitament. Faste kræver ingen medicin eller dyre behandlinger, så medicinalindustrien har ingen interesse i det. De fleste forskningsfonde kommer fra medicinalvirksomheder, og de vil jo ikke investere i noget, der kan føre til mindre salg af medicin.”

Wendy: sukker tungt “Så hele systemet er bygget til at holde folk medicinerede?”

Chris: “Mere eller mindre. Og så er der kompleksiteten – faste virker forskelligt fra person til person, afhængigt af genetik, alder, helbredstilstand og medicinforbrug. Det gør det svært at lave kontrollerede studier.”

Skip: “Så det er for besværligt at undersøge, og der er ingen penge i det. Hvad mere?”

Chris: “Medicinsk skepsis. Lægeverdenen har altid arbejdet ud fra paradigmet ‘mad som energi og medicin som løsning’. Mange læger har ingen uddannelse i ernæring eller faste, så de ved ikke, hvordan det kan bruges terapeutisk.”

Grip: nikker langsomt “Men faste er jo ikke noget nyt?”

Chris: “Nej! Det har eksisteret i tusinder af år. Problemet er, at i moderne medicin er faste blevet set som unødvendigt eller endda skadeligt.”

Wendy: ser bekymret på Chris “Er der ikke også en frygt for bivirkninger?”

Chris: “Jo, langvarig faste kan give elektrolytforstyrrelser, lavt blodtryk og hypoglykæmi hos nogle personer. Derfor anbefales det sjældent som behandling, selvom kortere fasteperioder som intermitterende faste er begyndt at vinde anerkendelse.”

Skip: ryster på hovedet “Så folk må gerne springe et måltid over, men ikke for mange?”

Chris: “Netop. Og så er der også samfundsmæssige vaner. Vi er vokset op med idéen om, at vi SKAL spise flere gange om dagen, og faste bliver ofte set som noget ekstremt.”

Grip: griner skævt “Og så er der fødevareindustrien. De vil vel heller ikke have, at folk spiser mindre?”

Chris: “Præcis! De har ingen interesse i, at faste bliver populært. Jo mere vi spiser, jo bedre for dem.”

Wendy: lægger hånden på Chris’ skulder “Så du vil bevise, at kroppen faktisk har mekanismer til at helbrede sig selv – uden medicin?”

Chris: “Ja, og uden at ruinere sig selv på dyre behandlinger. Jeg vil bygge min faste op i etaper, så kroppen gradvist vænner sig til det. Jeg skal se, hvad der sker – og vigtigst af alt, hvordan jeg har det undervejs.”

Skip: rynker panden og peger på Chris “Så vi skal følge en sur, sulten Chris de næste 100 timer?”

Chris: griner “Haha, nej, for det sjove er, at sulten faktisk forsvinder efter et par dage. Det er mere en mental udfordring end en fysisk.”

Grip: ser tænksom ud “Spændende. Jeg er med på at følge med – men jeg holder fast i min mad imens!”

Wendy: ser stadig bekymret ud “Jeg synes, det bliver interessant. Og hvis det viser sig at have effekt, så bliver det nok ikke det sidste, vi hører om faste!”

Chris: smiler skævt “Nej, det er jeg ret sikker på!”

Skip: ryster på hovedet “Du er altså noget for dig selv, Chris. Jeg vil ikke sige, at du er skør, men man kunne godt få tanken.”

Grip: ser alvorligt på ham “Det synes jeg ikke. Jeg kan godt lide, at Chris altid afprøver tingene på sig selv, før han udtaler sig om virkninger. Nu ser du, at han afprøver sorte hvidløg og gurkemeje, som viser sig at være positive. Og så undersøger han medicin og komplikationer, når man mixer så simple ting som fødevarer med medicin. Han har fundet ud af meget, som lægerne burde have informeret ham om, og jeg synes, han er modig.”

Wendy: sukker “Ja, modig eller skør… Jeg bliver bare så bekymret, når jeg ikke har kontrol over ham. Når han sidder i mig, ved jeg, hvor han er, og jeg kan holde øje med, hvad han laver.”

Chris: ser hende i øjnene og smiler “Skør? Modig? Tja, jeg er vel lidt skør, men det kalder jeg kreativitet. Og modig? Nej, det vil jeg kalde trods. Og du, søde Wendy, ved godt, at jeg ikke gør noget, der er helt hen i vejret – så skør og modig er jeg trods alt ikke.”

Grip:” Hvornår starter vi og kan vores læsere følge med på bloggen?”

Chris:”Ja det kan de, medmindre jeg bliver for svag og får spaghetti arme. Men inden da, skal vi lige øve os lidt og perioden bliver over de næste fire til seks måneder, med periodevis af små faster, vi kaster os ikke hovedløse ud i noget projekt, før jeg har en indikation om hvordan min krop reagerer.”

De lo alle sammen, men bag smilet tænkte de hver især over det, Chris havde sagt.