Når man ikke har mere at give – og alligevel bliver ved.

– En samtale om grænser, udmattelse og det tavse “bare lidt endnu”

Et ur tikker et sted i rummet, men lyden er forsvundet i baggrundens træthed.
På bordet står en tom kaffekop med en enkelt teskefuld sukker i bunden, der aldrig blev rørt ud.
Chris bruger ikke sukker i kaffen. Men en venlig sjæl havde sat det i, uden at spørge, og han havde ikke nænnet at sige noget.
Det er det med at tage hensyn. Nogle gange så stille, at man ikke længere mærker, om det er sig selv, man går på kompromis med.

Lyset udenfor er mat – som om solen selv har glemt at tage stilling i dag.

Chris sidder med hånden hvilende på armlænet. Ikke tungt, bare… opgivet. Han blinker langsomt. Bliver siddende. Som om kroppen prøver at fortælle noget, hovedet ikke vil høre.

Wendy rykker tættere på bordet, hendes armlæn rører forsigtigt kanten.

Wendy:
“Chris… hvordan ved man egentlig, at man ikke har mere at give? Når man jo stadig fungerer?”

Chris:
(løfter ikke blikket, men stemmen er rolig)
“Det er det, der er så mærkeligt. Man opdager det ikke, fordi man netop bliver ved. Man smiler. Lytter. Ordner ting. Hjælper. Og først når man sætter sig… mærker man det. Tomheden.”

Skip:
(vipper let på gummifoden, et sagte skub mod stolens ben)
“Er det ikke bare sådan, livet er? Man tager sig sammen. Rejser sig. Kommer videre.”

Grip:
(læner sig let frem, stemmen skarpere end de andres)
“Jo. Og det er derfor, så mange går i stykker. Fordi vi har gjort det til en dyd at overhøre os selv.”

Wendy:
“Og lad os lige sige det højt – det er især kvinder, der bærer det skjulte slæb.
De giver – og giver – også når ingen ser det. Også når de selv er ved at falde fra hinanden.”

Chris nikker. Længe. Ikke af høflighed, men fordi det rammer noget.

Chris:
“Jeg har været omgivet af stærke kvinder hele mit liv.
Og jeg møder dem stadig.
Den sidste, der står helt klart for mig, er en gammel bedstemor her i området.
Hver morgen, når Wendy og jeg ruller ud ved syvtiden for at tage en tur i haven – der sidder hun allerede.
Med rollatoren bag sig. I gang med at luge.
Hun vejer måske 35 kilo, hendes ben kan næsten ikke bære hende mere. Men hun sidder der i solen, klædt på til det, med en lille hakke til ukrudt og et fast blik i øjnene.
Hun insisterer på at lave noget hver dag – og det gør hun. Ikke for at blive set. Bare fordi hun har lært, at sådan er livet.”

Chris stemme bliver lidt rørt og han rømmer sig en gang.

Christ:”Men hun fortalte også, at hun ikke bare kunne sidde og kigge ud i luften, men hun ventede på døden, for alle vennerne var gået bort og hun vil ikke være til en byrde længere.”

Wendy:
“Hun lyder som én, der ved noget om slid.
Og jeg tænker… det er jo ikke bare styrke.
Det er også en overlevelsesstrategi.
Hvis du aldrig får plads til at stoppe op – så gør du det ikke.
Så bliver du det, de andre kan læne sig op ad. Også når du selv vakler.”

Chris:
“Hun har opdraget seks børn med kærlighed og omsorg. Og det var ikke altid der var mad nok – især ikke hvis rishøsten slog fejl.
Men som vi siger i Danmark: ‘Nød lærer nøgen kvinde at spinde.’ Og hun spandt. Hun holdt sammen på det hele.”

Grip:
“Hvor var manden i det?”

Chris:
“Han døde for mange år siden. Jeg nåede aldrig at møde ham.
Men folk siger, han var en rolig og dygtig mand – en risbonde med indsigt og empati. En fredsmægler i landsbyen, som folk lyttede til.
Men det var hende, der holdt sammen på det – dag for dag.”

Wendy:
“Og det er jo dér, vi nogle gange skaber martyrer.
Kvinder, der overlever ved at yde mere end de har.
Og som bagefter bliver rost for at være stærke – i stedet for at få hjælp.”

Skip:
“Og mænd… vi tror nogle gange, vi hjælper – bare fordi vi har tømt opvaskeren.”

Grip:
“Det bliver kaldt dobbeltarbejde. Men det er ikke bare dobbelt. Det er konstant.
Det er det usynlige ansvar for alt det, ingen opdager – men alle forventer.”

Chris:
“Og mange kvinder beder ikke om hjælp. Ikke fordi de ikke har brug for det – men fordi de har opgivet at blive mødt.
Vi taler om ligestilling, men nogle mænd værdsætter kvinder – og andre… seksualiserer dem.
De ser, hvad de kan få. Ikke hvad det koster.”

En flue summer i et hjørne. Ingen orker at jage den væk.

Skip:
“Og hvad gør man så? Når man ved, man ikke kan mere – men alligevel bliver ved?”

Chris:
“Så håber man… at nogen ser det. At nogen spørger. Eller bare bliver siddende lidt, uden at forvente noget.
Nogle gange er det dét, der redder én – ikke råd, ikke løsninger. Bare nærvær.”

Wendy:
“Og vi kunne måske begynde at tale lidt mere åbent om, at det er rimeligt at sige stop.
Også på arbejdet. Også i familien.
Også overfor sine børn, sin partner, sine forældre.
Det handler ikke om egoisme – men om integritet.
Om at være menneske på en måde, hvor man stadig kan trække vejret.
Det handler om grænser. Om retten til at mærke dem.”

Chris:
(nikker langsomt)
“Og nogle gange er det ikke en kamp.
Det er bare en sætning:
‘Jeg kan ikke lige nu.’
Og det må være nok.”

Grip:
“Det er derfor, vi sidder her.”

 Solen falder ind gennem vinduet. Gardinet bevæger sig svagt.
Måske er i dag en dag til at give lidt slip.

Men det er ikke let.
For hvad sker der, når man siger fra – og dem omkring én stadig forventer, man fortsætter?

Wendy:
“Vi glemmer også, at børnene ser det hele.
De lærer ikke bare af, hvad vi siger – men af det, vi udholder.
Hvis mor aldrig stopper, lærer barnet måske, at det er kærlighed at nedbryde sig selv for andre.
Og så gentager mønstrene sig. Tavst. I næste generation.”

Chris:
“Og det er jo ikke kun privat.
Mange slæber sig igennem en arbejdsdag, som ingen ville holde til, hvis man satte stopuret på det.
De kalder det fleksibilitet. Ansvar. Troværdighed.
Men ofte er det bare udmattelse i pænt tøj.”

Grip:
“Det værste er næsten, at systemet klapper i hænderne, mens det sker.
Så længe du smiler og afleverer til tiden, er der ingen der spørger, hvad det koster.”

Skip:
“Og vi taler meget om kvinder – og med god grund.
Men der findes også mænd, der aldrig bliver spurgt, hvordan de har det.
Der bare bliver set som bærere. Som funktion. Som ‘de stærke.’
Og som til sidst også går i stykker – men i tavshed.”

Wendy:
“Det her handler ikke kun om køn.
Det handler om mennesker. Om det vi har lært – og det vi må lære at aflære.
Om retten til at sige: ‘Nu er det nok.’
Og om modet til at høre det, når nogen siger det.”

Og hvis du, der læser med, kender følelsen – uanset om du er den, der bærer alt, eller den, der først nu ser det:
Det er ikke svaghed. Det er slid.
Og det er menneskeligt. Du må godt sige fra.

Også på arbejdet.
Også i familien.
Også overfor dine børn, din partner, dine forældre.

Det handler ikke om egoisme – men om integritet.
Om at være menneske på en måde, hvor du stadig kan trække vejret.
Det handler om grænser. Om retten til at mærke dem.

Og nogle gange er det ikke en kamp.
Det er bare en sætning:

“Jeg kan ikke lige nu.”
Og det må være nok.