Illusionen der ikke vil dø – en samtale om hjemkomst, frihed og inklusion

De var hjemme igen.

Ikke bare i Norge – men på den bakke, hvor alting føles genkendeligt, selv når kroppen stadig snurrer af tidsomstilling. Efter 40 timers rejse fra Nordthailand havde de fundet tilbage til deres gamle sted.

Foråret strakte sig ud omkring dem med anemoner, lysegrøn birk og regn, der duftede af jord og begyndelse. Fuglene kvidrede i buskene, og en mejse skældte højlydt ud fra en gren lige over foderbrættet. Måske syntes den, de sad for tæt på. De satte sig ved det gamle bord, som en ven havde lavet. Det var rustikt, solidt – og fuld af minder.

Chris: “Der er noget ved at komme hjem, som ikke kan forklares med adresse eller postnummer.

Efter 40 timers rejse fra Nordthailand sidder vi nu i Norge igen. Lige midt på bakken.”

Skip: “Trætte, ja. Men lettede.”

Grip: “Foråret står og smiler med anemoner og lysegrønne birketræer. Regnen drypper blødt på ruden, og der er noget trygt i gensynet med gamle venner.”

Wendy rullede en lille smule frem og tilbage på det ujævne underlag af småsten, som om hun mærkede jorden med hjulene.

Wendy: “Tidsomstilling og jetlag danser stadig rundt i kroppen på dig, Chris. Jeg ser, at du er vågen klokken 04.30 om morgenen.”

Chris så ud over marken, hvor fuglene fløjtede i morgensolen, og en gulgrøn markkrage fløj lavt over græsset.

Chris: “Ja, lidt… Men det, som næsten kan holde mig vågen, var i går, da vi handlede. Priserne i butikkerne – de føles nærmest som en kulturel oplevelse i sig selv. Jeg undrer mig over, hvordan folkepensionister overlever. Men det gør de måske heller ikke.”

Wendy standsede sit lille rullen og lænede sig let tilbage.

Wendy: “Men nu er vi her. Sammen. Vi må begynde at sanke, ligesom vi lærte i Thailand.”

En mejse i det nærmeste træ skældte stadig lidt – måske fornærmet over selskabet ved foderbakken. Men de lod sig ikke forstyrre. Det her var deres stund.

Skip: “40 timer… og så står vi her midt i regnen og bliver ramt af et bundt anemoner og en liter mælk til 27 kroner.”

Grip: “Velkommen hjem, ikke? Naturen gratis – alt andet koster.”

Wendy: “Men det er hyggeligt. Jeg kan godt lide lydene her. Regn på ruden. En dør der går op. Og nogen, man kender.”

Chris løftede blikket mod de lyse skyer, som drev over himlen.

Chris: “Jeg tror ikke, man opdager, hvor meget man har savnet det, før man mærker det igen. Det bløde lys. Det nordiske vemod.”

Grip: “Det eneste, vi ikke har savnet, er dem, der bestemmer uden at spørge. Det har ikke forandret sig – måske kun til det værre. Jeg bliver så træt af politikere og magtmennesker.”

Wendy: “Ja, de holder sig ikke tilbage for at vise deres egen uvidenhed.

Ingen af dem, der bestemmer over vores liv, lever det selv.”

Chris: “De laver regler for ældre og handicappede, mens de selv står på to ben og taler om inklusion. Uden at ane, hvordan det føles at blive ekskluderet med et smil.”

Grip: “Det er som at bygge en bro uden at spørge dem, der skal gå over den, hvor de egentlig skal hen.”

Skip: “Eller tegne en kørestolsrampe med lineal, men aldrig selv rulle ned ad den. Det ser fint ud på papiret, men hælder for stejlt i virkeligheden.”

Skip bøjede sig dramatisk frem i en 45 graders vinkel og var lige ved at vælte, som for at demonstrere, hvor stejl rampen ville være.

Chris: “De kalder det inklusion… men vi bliver aldrig inviteret med til mødet.”

Wendy: “Hvordan skal de vide, hvad det vil sige ikke at kunne komme på toilettet alene – eller miste sin identitet, fordi man ikke længere kan gå en tur uden hjælp?”

Grip: “Der burde være en lov: Ingen beslutning om os uden beslutning med os.”

Skip: “Og et bord, hvor vi ikke bare må sidde med – men hvor bordet faktisk er bygget, så vi kan nå det.”

Chris så igen ud over marken, hvor køerne fra naboen snart ville komme og græsse.

Chris: “Det ville være begyndelsen på ægte inklusion. Ikke bare hensyn – men respekt.”

Grip: “Jeg tror, det har lange udsigter, før samfundet igen begynder at lytte og integrere. Vi bevæger os længere og længere væk.

Det sidste jeg læste, var, at de nu også har sat pensionsalderen op. Der er noget helt galt i den måde, vi ser samfund og verden på.

Det må snart være tid til at gøre flere bekendt med vores manifest.”

Chris: “Og det hænger jo ikke engang sammen med virkeligheden.

Tallene viser jo, at folk ikke er blevet sundere – tværtimod.

Flere lever med sygdomme, smerter, psykisk belastning.

Så hvad er det, vi gør? Vi hæver pensionsalderen til 70 og beder mennesker om at leve længere i et dårligere liv.

Det hænger ikke sammen. Helbred og pension følges ikke ad.”

Chris: “Det frie menneske… det er en illusion, der ikke vil dø.”

Grip: “Den lever videre i grundlovens paragraffer og gamle digte. Men ikke i praksis.”

Wendy: “Frihed i dag er noget, du skal bevise, søge om eller kvalificere dig til. Den gives ikke – den administreres.”

Skip: “Og hvis du ikke passer ind, bliver du enten stemplet som krævende, syg eller farlig. Det frie menneske er blevet en mistænkt.”

Chris: “Vi kalder det stadig frihed, men det er ofte en forvaltet frihed – givet på betingelser, målt og afgrænset.

Det frie menneske findes ikke længere – ikke fordi det forsvandt, men fordi det blev reguleret væk.

Friheden er stadig nævnt i grundloven, men i praksis er den pakket ind i så mange regler, krav og tilladelser,

at den kun eksisterer, hvis du opfører dig, som systemet vil.”

Wendy: “Jeg kan bare ikke se, hvem der skulle fortælle vores ledere, at de kører os alle ud ad en blind vej.

Men hvordan er det nu, det er med hovmod?”

Grip rettede sig op og kiggede på hende.

Grip: “Ja… før eller siden vil det stå for fald.”

Der blev stille bagefter. Ikke tungt stille. Bare en pause, som om luften havde lyttet – og nikket. 

Mejsen holdt op med at skælde ud. Eller holdt den bare en kort pause?