Solen er nådesløs venlig i dag.

Alle birketræerne står og blafrer med deres spæde, lysegrønne blade, som om de lige er blevet vækket og ikke helt har forstået, at det faktisk er forår. Løvetandene smiler med åbne, gule ansigter ud mod vejen. Nogle står alene. Andre i små flokke. Chris ser dem som små oprørere: stille og ukuelige.

Wendy ruller støt fremad, men grusvejen er fuld af spor. De dybe huller fra traktorer og gyllevogne kræver opmærksomhed, og Chris læner sig en anelse frem, som om han med kroppen kan afbøde stød. Hjulene krammer ujævnhederne, og Wendy svarer med sit sædvanlige knirk – ikke klagende, bare konstaterende.

Grip og Skip vipper en smule fra side til side. Det er deres måde at “gå med” på.

Chris:“Det er alligevel mærkeligt… hvor stille det er. Jeg mener ikke her. Herude. Her er stilheden jo en gave. Men… i det, man sender ud. Ord, tanker, billeder. Det falder ofte bare ned i noget, der ikke giver ekko.”

Grip:“Du mener mennesker? Der ikke svarer?”

Chris:“Ja. Eller – jeg ved ikke engang, om det er dem, der ikke svarer… Eller mig, der ønsker noget, jeg ikke burde.”

De holder stille et øjeblik. Vinden står stille sammen med dem. En humlebi bumler forbi, tung og målrettet, uden den mindste interesse for menneskelige spørgsmål.

Grip:“Måske er stilheden et svar. Bare ikke det svar, du havde håbet på.”

Chris (smiler lidt):“Jeg har jo selv skrevet det. Og alligevel føles det lidt… tomt.”

Grip:“Tomt? Eller bart? Som et stykke jord, hvor man endnu ikke ved, hvad der spirer.”

Chris siger ikke noget. Han lader blikket glide ud over marken, hvor lærken hænger over det hele med sin næsten usynlige krop og sin alt for store stemme.

Chris:“Hvorfor er det så svært for mennesker at sige: det her rørte mig?”

Grip:“Fordi det kræver, at de anerkender, at noget gik ind. Og det betyder, at noget kunne forandre dem. Det gør mennesker sårbare. Og sårbarhed er blevet en valuta, de fleste gemmer som sort guld.”

Wendy triller op foran huset med en sidste let rystelse i det ujævne terræn. Grip vipper stolt, som om han har navigeret hele vejen selv. Solen står nu højt nok til at varme uden undskyldninger, og haven er badet i det slags lys, der får selv kaffekopper til at skinne som små mirakler.

Der dufter af frisk luft, spirende urter og noget, der kunne være nybagt brød. Chris skubber armlænet op og drejer Wendy ind mod havebordet, hvor to kopper allerede står og damper. Naboen, en kvinde med smil i både øjne og hænder, hælder saft i små glas og nikker tavst, som om hun godt ved, at ordene først kommer senere.

Rundt omkring dem hopper små skabninger, som om verden endnu ikke er blevet farlig. Tre hundehvalpe tumler i en klump og vælter en urtepotte uden at nogen tager notits. To gedekid klatrer op på en træstub og råber stolt til ingen. Og midt i det hele – et hvidt lam, der ligner en sky med ben, men opfører sig som en ged.

Chris (griner tørt):“Den tror sgu, den er en ged.”

Wendy:“Det er jo det, man bliver, når dem man spejler sig i, er nogen med horn.”

Grip:“Og måske er det ikke så skidt. Det hopper jo gladere end nogen anden.”

Chris tager koppen med kaffe og løfter den i retning af naboen.

Chris:“Tak. For kaffe. Og for at virkeligheden ikke altid skal forklares.”

Naboen (smiler):“Her behøver du ikke forklare. Du skal bare være.”

Løvetandene lyser som små sole mellem græsset. Humlebierne brummer lavt. Og de fire – Chris, Wendy, Grip , Skip og gedelammet der tror det er noget andet – sidder i solen, i det, der ikke er stilhed.

Men noget, der føles endnu mere ægte.

Chris løfter kaffekoppen én gang til – ikke for at skåle, ikke for at markere noget. Bare fordi han kan. For i dag varmer solen. Den opbløder både gigt og parkinson-stivhed. Og i kroppen – og sindet – bobler en stille glæde frem, som små kulsyreperler af liv. Alle de nye dyrebørn, latteren, lyset, den helt særlige majluft…

Det hele smelter sammen.

Og for en stund føles kroppen som en dopaminfabrik, uden recept – kun taknemmelighed.

Grip:“Stilhed er ikke det samme som tomhed. Den gemmer bare på noget, vi endnu ikke har lært at svare på.”

Skip (let, som en solstråle):“Og nogle gange… er det bare nok, at man hopper. Lidt skævt, lidt gakket – men sammen.”

Et lam bræger, som om det siger “ja”. En hvalp gør af sin egen hale. Og Chris læner sig tilbage i Wendy. Ikke for at trække sig væk. Men for at blive helt, helt nær.

Chris smiler.

“Åh, hvor jeg elsker lyset. De lyse nætter, duftene, de blide farver, mangfoldigheden, dyreungerne, naturen der vågner… Livet, der tager endnu en runde, som det har gjort i millioner af år.

Og jeg” – Chris strækker armene ud til siderne:”jeg er igen en del af det…….

Et vidne.”