(En samtale mellem Wendy, Chris, Skip og Grip – om empati, opdragelse og de tyste råb bag adfærden)

De sad på bænken ved huset oppe på Bakken. Dampen fra den enlige kaffekop steg roligt i morgenlyset, og disen over fjeldet begyndte at lette. Alt lå stille – undtagen tankerne.

Wendy:“Chris… findes der børn, der er født onde?”

Chris vendte sig mod Wendy, lidt overrasket over spørgsmålet. Han tænkte sig om et øjeblik.

Chris:“Nej, Wendy. Ikke onde. Men nogle børn kæmper med noget svært fra begyndelsen – med deres nervesystem, følelser eller impulskontrol. Men det er ikke ondskab… det er smerte uden sprog.”

Wendy:“Men hvad er det så, der får mennesker til at blive onde?”

Chris flyttede brillerne længere op på næsen og bed sig lidt i underlæben.

Chris:“Det begynder ofte med mangel.” Han tog sig til hagen. “Mangel på nærvær, forståelse, grænser, kærlighed. Hvis et barn ikke bliver mødt – særligt i øjenkontakten mellem mor og barn – så kan det lukke sig inde. Ikke som en beslutning, men som en overlevelsesstrategi. Og nogle gange bliver den lukkede smerte til vrede. Til had. Ikke fordi barnet vælger det – men fordi det prøver at overleve.”

Skip:“Så hvis man ser et lille møgunge, der råber, bider og stjæler alle bolde – så er det bare et signal om, at han har brug for et kram?”

Chris (smilende):“Måske ikke et kram med det samme. Men måske et blik, der ser mere end bare balladen. Et blik, der spørger: ‘Hvad kæmper du med, lille ven?’”

De kunne alle se, at Grip tænkte.

Grip:“Kun omkring én procent af alle børn udvikler decideret antisocial personlighed. De fleste reagerer på noget i deres miljø – overstimulering, kaos, svigt. Ikke arvelig ondskab. Men erfaringer, de ikke har fået hjælp til at forstå.”

Wendy:“Kan man også give for meget? For meget omsorg, for mange stimuli, for meget voksenstyring?”

Chris:”Ja. Børn har brug for plads – ikke bare støtte. Hvis vi hele tiden fylder dem med skærme, bekymringer og forventninger, kan de miste kontakten til sig selv. De lærer måske at gøre alle tilfredse – men glemmer, hvad de selv føler.”

Skip:“Så for meget kærlighed kan altså også slå skævt?”

Chris:“Ja, hvis det ikke er kærlighed med plads. Hvis det er kærlighed, der styrer, frem for kærlighed, der lytter.”

Grip:“Og det spiller vel også ind, hvilken kultur barnet vokser op i.”

Chris (nikker):“Meget. I de nordiske lande lærer børn tidligt at klare sig selv. Det kan gøre dem stærke – men også alene, hvis følelser ikke må fylde.”

Wendy:“Hvordan er det i Thailand?”

Chris:“Der lærer børn at respektere fællesskabet. Der er varme og mildhed – men også stor social kontrol. Børn lærer at tilpasse sig – nogle gange så meget, at de glemmer at mærke sig selv.”

Grip:“Og i Sydamerika?”

Chris:“Der er mere følelsesmæssig frihed. Man må være højlydt, tæt på, spontan. Men i familier med utryghed eller fattigdom får børnene ofte ansvar for de voksnes følelser – og mister dermed friheden indeni.”

Wendy:“Så ingen kultur har det perfekte svar?”

Chris:“Nej. Hver kultur tilbyder noget – og overser noget andet. Det vigtigste er ikke modellen. Det er relationen. At barnet bliver mødt… ærligt, nænsomt og uden krav om at være noget andet end det er.”

Grip:“Så uanset om barnet siger ‘jeg kan selv’, bukker og smiler, eller skriger højt – så forsøger det måske at sige det samme?”

Chris:“Ja. ‘Se mig. Hør mig. Hjælp mig med at forstå mig selv.’”

Skip (ser alvorligt på Chris):“Okay Chris… men når vi nu tager alt det her og koger og koger og koger og koger og koger helt ned til den dybeste essens – hvad handler det så om? Hvad er det vigtigste i børns liv?”

Chris (taler lavt, næsten hviskende):

At mærke sig elsket – præcis som man er. Ikke for det, man gør. Ikke for det, man siger. Men fordi man findes. Det er dér, roden gror.”

⸻

Efterord

Nogle gange glemmer vi, at det vigtigste i et barns liv ikke nødvendigvis kræver dyre terapiformer, skemaer, eksperter og metoder. Måske kræver det bare noget, vi mennesker har haft med os i tusindvis af år: dyb, oprigtig empati.

Evnen til at lytte, uden straks at ville rette. Til at være til stede, uden at fylde. Til at mærke barnet bag adfærden – og turde vise sig selv som voksen, også når man ikke har alle svarene.

Vi skal passe på, vi ikke gør det svære endnu sværere. Børn har brug for tydelighed, varme og nærvær – ikke nødvendigvis perfektion.

Men det er heller ikke mærkeligt, at det kan være svært. For vi er jo selv formet af det samfund, vi er vokset op i. Vi bærer på historier, som sidder i rygsækken – nogle gange uden vi ved det – og de følger med ind i mødet med børnene.

Derfor er det ikke fejl, vi skal være bange for. Det er fraværet af ægte kontakt. Og måske er det allervigtigste ikke at opdrage – men at forbinde.